Kæft, jeg styrer..
Min faster er på besøg i Danmark fra
USA og vil i den forbindelse gerne på besøg hos mig og ungerne. Hun
bor under sit ophold i landet hos min far og han ringer for at aftale
en dag de kan komme over og spise med. Vi snakker sammen i telefon og
finder en dag. Jeg noterer aftalen på køleskabskalenderen mens vi
snakker, så jeg ikke går hen og glemmer det, da jeg ved det er en
af de ting, jeg er allerbedst til.
Kæresten kigger lidt på kalenderen,
hvorefter han spørger om det ikke er lidt svært at få hende på
besøg 3 dage efter jeg har kørt hende og min far til lufthavnen...
Jeg fatter ikke en skid, men da jeg får
kigget nærmere efter på kalenderen, kan jeg se, at jeg har skrevet
aftalen ind en uge for sent. Suk..
Jeg sletter og rykker aftalen til den
rigtige uge og alle er glade.
I går pissede jeg så rundt om mig
selv for at være klar til gæster klokken 17.
Der blev støvsuget, vasket gulv, da
flere af killingerne synes det er sjovt at tisse rundt i hjørnerne,
vasket tøj, muget ud og generelt oprydning så det ikke var
decideret pinligt at få besøg. Løbende havde jeg også til opgave
at fjerne killinger fra stueplanter, gardiner, køkkenborde og mine
ben, da de endnu ikke helt har forstået at et amazonskrig fra mig
ikke er lig med en tilladelse til at invadere stederne.
Menuen stod på boller i karry som jeg
ligeledes fik tilberedt uden at brænde sovsen på, glemme nogle af
ingredienserne og (næsten) uden at løbe tør undervejs..
Klokken 17 er alt klart, og vi venter
nu bare på at gæsterne ankommer...
Men lige lidt sker der..
Jeg syder... Jeg koger nærmest...
17.30 ringer jeg til min fars
fastnettelefon. Der bliver ikke svaret.
”De er sikkert på vej”, tænker
jeg.
Går ud og tænder for risene mens
tiden går.
17.45 ringer jeg så til hans
mobiltelefon. Han svarer, og jeg spørger, om de er på vej eller
hvad.
Han: ”da ikke før i morgen, vel?”
Mig:”HVAD?!?!!”
Han:”Det er da først i morgen vi
skal komme, ikke? Torsdag?”
Jeg går hen og kigger på kalenderen
og først NU går det op for mig, at jeg igen igen har kludret i
tingene..
SUK..
Da jeg rykkede aftalen en uge tilbage,
nøjedes jeg ikke blot med det. Nej, jeg rykkede det en uge og 1 dag
tilbage, så aftalen nu var onsdag i stedet for torsdag, som vi havde
aftalt...
Nå..
Vi får boller i karry to dage i træk.
Gæsterne har ikke glemt aftalen, og
kommer den dag vi aftalte (i dag).
Jeg lavede en suppegrydefuld, så der
er nok mad.
Men der skal ikke grines...
For helvede, hvor jeg er træt af mit
hoved ind imellem..