Pudsigheder

Juleaften var mandelgaven et lækkert puslespil på 1000 brikker. Sådan et af de spil hvor du på kan se et billede af en situation og hvor puslespillet så viser hvad der skete efterfølgende. Jeg elsker dem og det viste sig at min mor hader dem. 

For selvom hun gentagne gange har brokket sig højlydt over at være gået i stå med et puslespil fordi den blå himmel er umulig at samle eller fordi brikkerne passer sammen også selvom de ikke burde passe sammen og det derfor gør puslespillet umuligt at samle, så er denne slags puslespil på ingen måde bedre hvis du spørger hende. 

Men det vidste jeg altså ikke da jeg købte mandelgaven. 

Havde tænkt den skulle være et spil vi alle 4 kunne spille når den begrænsede mængde gaver vi havde var blevet åbnet for at trække tiden for at drengene forsvandt op på hver deres værelse og forsvandt ind i spil, youtube videoer og hvad ved jeg. Men det viste sig at være lettere sagt end gjort. 

For hvad for et spil gider både mormor, mor og teenage sønner spille? 

Paratviden ville mormor elske, men drengene ville forsøge at hænge sig ved at binde servietterne sammen eller kvæle sig selv ved indtagelse af en nisse eller 3.

De mere tossede og fjollede spil ville mormor ikke finde spændende i længden og »Jeg har aldrig« spillet hvor man skal angive om man har eller om man aldrig har prøvet/ gjort eller oplevet en given ting var vi alle enige om, vi IKKE skulle have..

Åh gru.. At lære ting om mormor man ikke havde lyst til at vide eller at skulle afsløre sig som indadvendt teenager overfor både mor og mormor! 

Derfor endte valget med at lande på et puslespil.

Heldet fulgte den tossede. Jeg fik mandlen og mandelgaven og efter gaver var pakket op, guffet spist, portvinen nydt og pakkespillet var spillet til alles store fornøjelse, pakkede jeg puslespillet ud og gik i gang med at lave kanten.

Mormor stødte til og stille og roligt fik vi flere og flere brikker til at passe sammen. Mormor undlod dog ikke at give udtryk for alle sine frustrationer over ikke at have et billede der svarede til det, puslespillet skulle ende med at se ud alt imens jeg morede mig højlydt og fordybede mig i puslespillet.

Kanten blev samlet.. Eller næsten i hvert fald. Vi manglede en enkelt kantbrik og efter at have kigget på stolene, på gulvet, spurgt dyrene om de havde taget lidt ekstra fibre samt været alle de øvrige brikker igennem 3 gange!!, gav mormor op, kastede håndklædet i ringen og kørte hjem dybt frustreret over det puslespil.

Knap er mormors bil kørt omkring hjørnet og ud af syne før Lukas kommenterer hvor langt vi er kommet med puslespillet.

Jeg fortæller ham om den manglende kantbrik og om hvor meget det havde frustreret mormor hvorefter han tager en brik op blandt de mange og siger; »Er det den her?«

Og det var det. Typisk ham lige at spotte den sidste kantbrik efter to mand høj lige har brugt godt 20 minutter på at lede efter den..

Juledagene går, der bliver lavet lidt puslespil fra tid til anden og ellers ligger det bare og venter. Et par dage efter opdager jeg - efter en kat har været oppe og sove skønhedssøvn på puslespillet- at en af kantbrikkerne nu mangler. 

Igen kravler jeg rundt og leder, men dropper det hurtigt og tænker at den nu nok dukker op igen. 

Langsomt begynder der at danne sig et billede meget anderledes end det på kassen. Selv jeg, der har flere puslespil i samme stil, må erkende at det her er en tand sværere end dem, jeg hidtil har samlet. Men jeg hygger mig gevaldigt med det. 

Sidste søndag kommer min mor over. Vi ser en film, snakker og kaster os også over puslespillet. Det er tæt på at være færdig. Min mor bliver ved med at udsætte sin afgang fordi hun så gerne vil se puslespillet færdigt, men giver op hen imod klokken 20.00 da der kun mangler ca 40 brikker.

30 min efter hun er kørt, sender jeg hende en mms med det færdige puslespil.

Minus den ene kantbrik. Den er bare væk. Jeg antager at en af kattene har taget den, det er sket før og tænker ikke mere på det. Puslespillet bliver igen ødelagt og pakket ned i kassen og livet går videre.

Indtil i dag. Jeg hænger ind over køkkenbordet i et forsøg på at strække min ryg ud da jeg finder mig selv med hovedet bemærkelsesværdigt tæt på frugtskålen som står på bordet.

For i den ligger der- udover 2 clementiner, en hoppebold og en lille flodhestebamse- den manglende kantbrik fra puslespillet...!

Jeg er OVERBEVIST om, det er Lukas der har været på spil. Det er præcis sådan noget både han og jeg kunne finde på at gøre. 

Samtidig går det op for mig, at min søn er ved at overhale mig når det kommer til at tage fisen på andre.. 

For fanden jeg elsker den knægt. Jeg er stolt over at opleve at mine fiduser går igen i ham og jeg kan love dig at jeg grubler på en god hævn 😉