Min far

Jeg har altid elsket min far mere end hvad godt var.
Da jeg var mindre, lå jeg ofte på hans mave mens han så sport i fjernsynet for bare at være tæt på ham. Han er grunden til at jeg har set flere af de gamle sort/ hvid Tarzan film, Gøg og Gokke mm.. Ikke så meget fordi jeg havde lyst til at se filmene, men fordi han så dem.

Mine forældres skilsmisse startede i min verden meget pludseligt. Jeg oplevede at komme hjem fra skole engang midt i første klasse og se min far sidde inde ved spisebordet i stuen med et par af sine kammerater og være ret så fuld. Han er ubehagelig, vredladen og højtrøstet. Min mor kan ikke få ham kølet ned - hun har vel på det nærmeste opgivet på dette tidspunkt. Da han så i et fuldemandsskænderi med en af kammeraterne vil ringe til politiet kan han ikke ramme tasterne på telefonen, hvorefter han ender med at hamre en knyttet næve ned i telefonen igen og igen. Her er det så mig, der forsøger at få ham til at falde ned. Tale ham til fornuft og forsøge at redde telefonen. Uden den store succes.
Jeg tror det er på dette tidspunkt min mor træffer beslutningen om at forlade huset og vi ender med at køre over til hendes veninde hvor vi overnatter. Midt om natten bliver jeg så vækket af min mor, der er blevet ringet op af min far. Ifølge hende har han siddet hjemme i vores køkken og skudt omkring sig med sit jagtgevær. Min fars udgave er at han havde prøvet at rejse sig, havde mistet balancen, havde grebet ud efter lampen der hang over bordet og da krogen i loftet havde givet efter, var han væltet ind i de vitrineskabe som hang over vores spisebord ude i køkkenet. Jeg ved egentlig ikke hvilken en af udgaverne der er bedst.
Ifølge min mor havde han råbt og været meget truende overfor hende. Sagt at han godt vidste hvor vi var og at hun ikke havde nogen ret til at tage mig fra sig.

Min mor er bange for ham. Hun ved hvordan han kan være når han er fuld som han tydeligvis er nu og at han ikke er til at snakke med, hvorfor vi igen »flygter« - denne gang ind til min storebror et sted i Århus. Vi ender på et krisecenter hvor vi bor i 6 uger før min mor får tildelt  et lille rækkehus vi flytter ind i. I de 6 uger tror jeg kun jeg ser min far en gang. Vi mødes på en bodega/bar et sted i Åbyhøj i nærheden af krisecenteret. Jeg havde efter vi var kørt fra mit barndomshjem været meget bekymret for min hund Bjørn under alt det her. Havde været bange for at han kunne være kommet til skade mens min far havde siddet og skudt omkring sig. Min far havde taget min hund med så jeg kunne se at han havde det godt. Det er egentlig det eneste billede jeg har af det møde.. Min far stående udenfor den der bodega eller hvad det nu var med min hund i en snor. Jeg kan se ham for mig stående der som en slagen mand. Skuldrene hang på ham, han var ikke den samme sprudlende far jeg plejede at have. Jeg havde ondt af ham. Jeg havde lyst til at passe på ham.

Det er min far der pakker vores ting, og jeg oplever at vi længe har en bunke liggende inde midt i stuen som er vores ejendele flygtigt kastet i kasser og sække uden hensyn til om det vil gå i stykker eller ej.

Da jeg er omkring 7 år og er på besøg ved ham i huset inden det er blevet solgt, har jeg en samtale med min far som har fulgt mig lige siden.
Vi sidder inde på hans kontor - ved ikke i hvilken anledning - da han peger op på sit jagtgevær der hænger oppe på væggen og siger: »Du er ikke klar over hvor mange gange jeg har siddet med løbet i munden og storetåen på aftrækkeren. Det eneste der har afholdt mig fra at skyde og tage livet af mig selv, har været tanken om dig.«
Igen fik jeg dette enorme behov for at passe på ham. Jeg havde så utrolig ondt af ham.

I de næste mange år har jeg min hverdag hos min mor mens min far er ham der dukker op fra tid til anden. Nogle gange i længere tid ad gangen og andre gange blot på et visit. I halve år af gangen bor han i Florida hos min faster og det siger sig selv at dialogen i disse perioder er ret begrænset.
Min mor er hverdagen, leverpostejen der får det hele til at hænge sammen mens min far er sjov og ballade og som altid overstråler alt andet.
I Florida har han købt en båd. Et kæmpe lokum. Jeg har set billeder af den. Det er sådan en af dem uden sejl som kun kan sejle med motorkraft. Der er 3 etager og den ser enormt lækker ud. Han har døbt den Miss Lena of Denmark. »Han tænker på mig« Så selvom jeg savner ham og mangler ham i min hverdag har han formået at få mig til at tilsidesætte mine egne følelser til fordel for hans. For hvorfor kunne han ikke have den båd et sted i Danmark?

Engang sendte han mig en pakke fra Florida. Han fortæller mig at den er så stor at den fylder et helt flysæde. Jeg bruger dage og uger på at forestille mig den pakke stående på et flysæde og tage plads op og glæder mig som en vandvittig til den kommer. En dag kommer der en pakke hvori der er en lækker dynejakke. Den er fed og jeg er enormt glad for den. Der går nogle uger før det går op for mig at det var den pakke min far havde snakket om. Skuffelsen er enorm. Jeg ved ikke hvad jeg havde forestillet mig, men jeg havde i hvert fald forestillet mig noget mere og andet end en jakke.

Da min mor 3-4 år efter deres skilsmisse finder en ny kæreste, er det ikke lige det, min far havde set komme. Han havde endnu ikke opgivet håbet om en tilværelse sammen med min mor og han tog ikke denne udvikling særlig pænt.

En aften kommer han derfor væltende ind ad døren til vores rækkehus, pikkelfuld og kaster sig over denne nye mand og tager kvælertag på ham. Jeg oplever min mor råbende og skrigende stå og sparke på ham for at få ham til at holde op uden det har den store effekt. Jeg oplever at det, der får ham til at stoppe, er mig der råber at hvis han ikke stopper, vil jeg ikke se ham mere. Han stopper og luften løber ud af ham. Igen er han denne slagne mand jeg så stå udenfor en bodega i Åbyhøj nogle år tidligere.  Jeg ender med at følge min far ned i den taxa han er ankommet i. Chaufføren, der er en af hans kammerater, beklager overfor mig at han havde kørt ham derud. han fortæller at havde han vidst hvad det var min far havde gang i, havde han aldrig kørt ham herud. Jeg får min far bakset ind i taxaen og sendt afsted.

I 5. 6. 7. klasse bor jeg stadig ved min mor. Min far bor dels i Florida og dels i en campingvogn i en kammerats indkørsel. Mine besøg ved ham foregår derfor dels på kammeratens værksted, hos diverse kvindelige bekendtskaber og dels på hans stamværtshus i Mejlgade.

Absolut ikke de mest optimale forhold set med voksne øjne. Men kedeligt var det sjældent. Min mor har fundet en ny mand og selvom det ikke er deres hensigt, føler jeg min nu som 3. hjul. Hvor det før var mig og min mor er det nu dem og mig. Jeg står ved overgangen til teenagerlivet og jeg føler ikke jeg har nogen jeg kan læne mig op ad. Jeg sakkede bagud med hensyn til venner og den sociale udvikling og sidder for det meste bare hjemme på mit værelse.
Når vi sidenhen har kigget på billeder fra dengang har min mor flere gange kommenteret dem med følgende: »Det var det år du var sur«. Måske jeg virkede sur. Men jeg var bare ensom. Helt ufattelig ensom. Mine forældres fokus var andetsteds og derfor var der ingen af dem der opdagede hvor dårligt jeg faktisk havde det.

Overfor min far var fokus på ham den nye mand i min mors liv. Han var blevet til vores fælles fjende. Mig fordi han havde taget min mor fra mig og min far var overbevist om at han var grunden til at hans ægteskab endegyldigt var gået i vasken.
Min far begynder at snakke om sin drøm - vores fælles fremtid; Et hus på landet, måske et nedlagt landbrug. hvor der skulle være alskens dyr; Hunde, katte, heste og får og hvor han ville sidde klar med nybagte boller og varm kakao når jeg kom hjem fra skole.
Jeg blev forført af drømmen, kunne se det for mig og ønskede så inderligt at leve det liv. Så efter 7. klasse flytter jeg ind til ham. På det tidspunkt har jeg længe bearbejdet min mor for at få lov til at flytte. Hun er meget imod det og modsætter sig det i lang tid. Men hun ender med at give op og lader mig flytte.

Det er en kæmpe sejr for mig at få lov til at flytte, men lykken er kort. Jeg flytter ind til min far, men det bliver ikke ligesom i drømmen. Jeg ender i en 2 værelses lejlighed i et socialt byggeri i nærheden af Hasle. Drømmen er og bliver en drøm. Virkeligheden er en helt anden.
Stuen bliver indrettet sådan at han får soveværelse i den ene del og jeg får soveværelset.
Min far »arbejder« på en kammerats autoværksted ofte fra 7 morgen til 17 aften, hvilket betyder jeg er alene det meste af hverdagen. Torsdag og fredag bliver det ofte senere da de lige tager sig en fyraftensøl eller to. Han laver aftensmad, men vi spiser sjældent sammen. Jeg vænner mig til at spise mine måltider inde på mit værelse foran fjernsynet. Stuen bliver kun brugt de få gange vi har gæster til fødselsdag og lign. Resten af tiden lever han på sit »værelse« og jeg på mit. Livet i lejligheden går med at se fjernsyn. Oftest hver for sig. Jeg har nu mange huslige opgaver. Opvask, rengøring og tøjvask er mine pligter og far går på »arbejde«, køber ind og laver mad.
Vi skændes ofte. Som et gammelt ægtepar. Jeg er endt i et samliv med min far og har diskussioner med ham om, hvornår han har tænkt sig at komme hjem, hvorfor han ikke gav besked, hvorfor jeg skal stå for al rengøringen og hvorfor han ikke også kan hjælpe til. han drikker en del og kommer ofte fuld hjem for at gå kold på sengen.
Jeg føler mig bondefanget, taget ved næsen, snydt. Jeg er frustreret men aner ikke hvor jeg skal begynde eller hvem jeg skal tage fat i.
Overfor min mor afslører jeg ikke meget. Jeg vil ikke have at hun finder ud af at jeg tog fejl, at jeg traf det forkerte valg. Samtidig kan jeg ikke forestille mig at det ville blive meget bedre at flytte tilbage til hende. Der gik det jo heller ikke godt.
Jeg vender et par gange mine frustrationer med en af mine lærere, men hvad kan han gøre ved det? I skolen klarer jeg mig godt, laver mine lektier og er stille og rolig. Jeg passer mig selv, kommer til tiden og laver ingen ballade. Det ender med at jeg holder op med at henvende mig til ham.

Min far er utallige gange blevet stoppet af politiet og taget for spirituskørsel. Først har det udløst bøder, senere fratagelse af kørekortet uden det har haft den store effekt. Fængsel er næste trin. 14 dage. Han skal ind og sidde »Der hvor jeg plejer«. Først fortæller han mig at han er nødt til at rejse over til sin søster for at ordne nogle ting, men da tiden nærmer sig, kryber han til korset og fortæller at han skal ind og sidde. Han er flov over det og har ikke lyst til at nogen får det af vide. Jeg er ikke overrasket over det faktum at han skal i fængsel og tager det stille og roligt.
Han ringer to gange under sit ophold for at høre hvordan det går. Jeg har fået nogle penge til mad og har ingen problemer med at være alene hjemme.

En fredag eftermiddag -5 dage før jeg forventer ham hjemme - ringer han til mig. Han er påvirket. Han beordrer mig til at gå i brugsen og købe cigaretter til ham. Jeg undrer mig over han ikke længere er i fængsel, men får ikke en forklaring. Han ringer igen og beordrer mig denne gang til at gå i brugsen og købe øl. Han er ikke blevet mindre påvirket. Han er højtrøstet, postulerende og meget ubehagelig i tonen.
Jeg er med det samme klar over det ikke er en fordel jeg er hjemme når han kommer hjem. Jeg arrangerer at overnatte hos en veninde i weekenden. Jeg har pakket min taske, men når ikke længere end til stuen da det lyder som om der er en der er ved at sparke vores hoveddør ind. Det er min far.
Han får langt om længe låst døren op, vælter ind i gangen, mister balancen og tumler ind i garderobeskabet, genvinder balancen og tumler videre. Vælter inde i stuen og kommer langt om længe op igen. Ser opvasken i køkkenet og går amok; Vælter sit sofabord og rydder spisebordet for alle bunker og hvad der ellers ligger og brøler til mig; »Hvis du ikke kan tage lugten i bageriet, kan du bare skride.« Jeg skynder mig ud af døren og væk. Senere på aftenen vender jeg tilbage for at hente mine skoleting. Der sidder han i sin lænestol med bukserne nede om fødderne og sover. han har fået rejst sit sofabord op igen, men tingene ligger stadig over hele gulvet. Jeg lister ind på mit værelse, pakker mine ting og lister ud igen.
Det var der jeg flyttede hjemmefra. Jeg var lige blevet 18 år.  De næste 6 uger bor jeg på må og få hos venner og familie før jeg får min egen lejlighed.

De næste år oplever jeg en far der kommer med rigtig mange reaktioner. Han ringer ofte til mig - gerne om natten og meget gerne yderst påvirket. Han bruger mange kræfter på at fortælle mig hvilken fiasko jeg er, at jeg ikke kan klare mig selv, at jeg er uduelig og at jeg ligeså godt kan give op og flytte hjem til ham igen. Jeg oplever ham påvirket og ubehagelig til familiesammenkomster hvor han gør sig umage med at nedgøre alle til stede før han igen forlader arrangementet.

Jeg oplever en far der ringer til mig og kræver jeg henter ham på en given adresse da han er for påvirket til at køre. Beder jeg ham selv finde ud af det og eksempelvis tage en taxa, får jeg råbt at det gider han sgu ikke og at han så kører selv.
Jeg har oplevet mere end en gang at være opløst af gråd og frygt over at vide at han kører påvirket, ikke kun bekymret for hans helbred, men i den grad også bekymret for dem han kunne ske at påkøre.

Til min yngste søns barnedåb oplever jeg en far der på forhånd er påvirket. Som under middagen forsyner sig så rigeligt med dessertvinene, taler højrøstet, er ubehagelig i sin tilgang til andre, i fuldskab pisser ned ad sit eget bukseben hvorefter han går om bag forsamlingshuset, hvor barnedåben bliver afholdt, og sætter sig og ryger en fed.
Jeg oplever en far der begynder at gentage det mønster jeg har været udsat for hele mit liv ved at dukke op påvirket mens mine drenge er til stede og nærmest afkræve dem et kys fra »morfar« tiltrods for deres væring.

Jeg ender med at skrive et brev til min far hvori jeg tilkendegiver at nok har han udsat mig for en del og nok har jeg på den ene eller anden måde fundet mig i det, men udsætter han på nogen måde mine børn for det samme, er løbet kørt.
Han har flere gange efterfølgende fortalt mig at han stadig har brevet og at han har forstået hvad jeg har skrevet.

De sidste år er hans temperament faldet lidt til ro. Han drikker ikke i de samme mængder som han gjorde og hans angreb er blevet færre. Mit forhold til ham er blevet bedre og vi kunne snakke sammen om fortiden og hvordan det havde påvirket os.

Ofte når han ringede var det fordi han havde brug for hjælp. Hjælp til brug af pc, hjælp til indkøb af telefon, hjælp til oversættelse af breve fra sygehusvæsnet, hjælp til besøg ved speciallæge. Jeg hjalp oftest, men til tider måtte jeg afvise hans ønske om hjælp da mit overskud ikke var til det. Forståelse for andres manglende overskud er ikke det min far har mest af og han har altid hængt som en stor sky af dårlig samvittighed over mig. På trods af egne mangle ressourcer og problemer, på trods af hans manglende rummelighed i forhold til mine begrænsninger og på trods af at jeg sjældent fik et tak eller en økonomisk tilkendegivelse af at han satte pris på min hjælp, gav jeg bare mere.

I foråret 2014 blev han syg. Meget syg. Han blev indlagt, men det virkede som om hospitalet ikke så ham som andet end en misbruger på grund af hans historie. Jeg kæmpede for at få dem til at forstå, kæmpede for at få hans symptomer til at give mening i mit eget hoved. Jeg havde fat i mit eget faglige bagland, jeg havde fat i min fars læge, jeg havde dialoger med afdelingen han var indlagt på, men mødte modstand overalt. Jeg bad min far om at lade sig forblive indlagt indtil det var klarlagt hvad der var galt, men han var ikke tilfreds. en sygeplejerske havde set sig gal på ham og han ønskede bare at komme hjem. jeg forklarede ham at blev han udskrevet, ville han blive nødt til at tilse diverse speciallæger selv hvilket han året forinden havde opgivet da det var for uoverskueligt for ham. Jeg overtalte ham til at forblive indlagt for hans engen skyld og han lod til at forstå.
Samtidig havde jeg mine drenge at tænke på. de skulle op og i skole, der skulle laves lektier, aftensmad og så videre og ugen igennem kæmpede jeg med at holde tungen lige i munden. Fredag - efter 5 dages indlæggelse - bliver jeg ringet op af min far, at han var blevet udskrevet om jeg vil hente ham. Selvfølgelig. Jeg kommer op på afdelingen og han er allerede klar til at gå. Jeg får ikke snakket med sygeplejersken, men tænker alt er som det skal være.
I bilen går det så op for mig at min far endnu engang har tænkt først og fremmest på sig selv uden at overveje hvilke mængder af tid og kræfter jeg havde brugt for hans skyld i løbet af den uge. Han havde valgt at lade sig udskrive på trods af at ingen havde fundet ud af hvad der var galt. Han nævnte igen den genstridige sygeplejerske som årsagen og lod slet ikke til at forstå min voldsomme reaktion på dette. Han undskyldte, men jeg tror sådan set ikke han reelt forstod hvori det store problem var. Der var dyb tavshed i bilen på vej hjem.
Han blev sat af derhjemme og jeg kørte hjem.
Den dag havde jeg fået nok. Jeg har mange gange fået nok af min far og proklameret at nu gad jeg fandeme ikke mere og at nu måtte han klare sig selv, men det holdt aldrig i virkeligheden. Denne gang var det anderledes. den skyldfølelse jeg reelt har haft hængende over mit hoved siden 7 års alderen, var pludselig væk. Det, at han igen - på trods af alle mine advarsler - lod det gå ud over mine drenge, var det, der gjorde udslaget. Jeg har fundet mig i mangt og meget fra min far, men grænsen gik ved mine børn.
Det sidste år har jeg stort set ikke haft kontakt med min far. Han har ringet et par gange for at informere mig at nu havde han været indlagt igen, at han havde været bevidstløs og hjemmehjælpen havde fundet ham, at han var blevet indlagt med ambulance og på trods af alvoren kunne jeg ikke mærke nogen interesse eller følelsesmæssig reaktion over det han sagde. Båndet var brudt, relationen røget. Den sidste gang havde været een gang for meget.
Jeg er godt klar over at min far ikke forstår det. Det er ok. Jeg har intet behov for at han skal forstå.

Min søster har de sidste par dage prøvet at få fat i mig. Jeg magtede ærlig talt ikke at tage telefonen. Jeg spekulerede over hvad hun mon ville. Måske ville hun fortælle mig at min far var død. Jeg mærkede efter om det ville gøre nogen forskel. der var ingen følelser tilbage. I går ringede hun så igen. Denne gang tog jeg den.
»Hej det er Susan. Jeg ringer for at høre om du har overskud og mulighed for at besøge vores far bare en gang imellem. han er rigtig ked af at I ikke snakker sammen mere. Han savner dig og drengene rigtig meget. Jeg ved godt du sikkert ikke har meget overskud, men han har det altså rigtig dårligt.«
Ok. Han er ked af det. Savner mig og mine drenge. Vil gerne se os.
Jeg var ligeglad. Jeg er ligeglad. Der er ikke længere nogen form for følelser tilbage, ikke mere skyldfølelse, dårlig samvittighed, ingen stor sky hængende over mit hoved. Jeg er ikke vred eller sur på ham. Jeg er ingenting. Tom. Der er ikke noget tilbage.
Min søn blev konfirmeret i forgårs. Han hørte ikke fra sin morfar. Min søster ved besked om konfirmationen, men jeg regner ikke med at høre noget alligevel. Jeg er hverken sur, ked af det eller lettet. Der er ingenting.
Intet.

Så kære far. På trods af at jeg har elsket dig højere end jeg åbenbart har holdt af mig selv, så har du formået at slide min kærlighed til dig op.
Der er ikke mere tilbage. Glasset er tømt, mængden brugt op.
Du endte med at såre mig og mine drenge en gang for meget. Det endte med at blive den sidste.
Pas på dig selv.

Lena