1. august 2015

Hudløs


Hudløs
Knæene der ved styrtet blev kørt hen ad asfalten
Næsen der er blevet pudset alt for mange gange
En bristet vabel på trædepuden

Skrøbelig
Ryggen efter en alt for solrig dag ved stranden uden solcreme
Nybagte og meget trætte forældre der holder vejret i håbet om at barnet endelig sover
Grenen der bærer på flere frugter end den kan

Svigtet
Løftet der ikke blev holdt
Ærligheden der viste sig at være en løgn
Kærlighed der ikke blev gengældt

Drænet
Karkluden vredet for al fugt
Batteriet helt uden strøm
Søen uden vand

Jeg lever med mine følelser udenpå
Mærker at jeg lever
Elsker, nyder, lærer
sprudler, udforsker, er.

Sådan må det være
Timer, dage, uger
I mine følelsers magt

Det er den pris jeg må betale for at være den, jeg er.