Festivitas, fantastisk, fornøjeligt, forførende,
Ordbogen skriver:
sammenkomst hvor man hygger sig og morer sig, fx ved at spise og drikke og derefter danse
Se også selskab party gilde
Beslægtede ord mere generelt: komsammen sammenkomst mere specifikt: bryllup nonfirmation juletræsfest juletræ fætter og kusine-fest krebsegilde familiefest abefest afdansningsbal afskedsfest farvelfest asfaltbal bakkanal basseralle beachparty bryllupsfest drikkelag fastelavn gardenparty glædesfest grillfest grisefest guldbryllup haveselskab heksesabbat housewarming høstfest jubelfest julefest julefest julegilde kalas karneval karneval kermesse kirkefest liv og glade dage lysfest løvhyttefest løvsalsfest majfest orgie party polterabend påskefest rave rejsegilde sammenskudsgilde sold solhvervsfest studenterfest surpriseparty sus svendegilde sølvbryllup temafest ædegilde årsfest barnedåb afslutningsfest aftenfest bålfest drukfest fastelavnsfest firmafest forårsfest fødselsdagsfest gadefest gallafest gymnasiefest halfest immatrikulationsfest indflytningsfest indvielsesfest jubilæumsfest kandidatfest karnevalsfest klassefest konfirmationsfest kroningsfest kæmpefest midsommerfest nattefest nytårsfest offerfest personalefest renselsesfest sejrsfest skolefest societyfest sommerfest stiftelsesfest velgørenhedsfest herrefrokost mandefrokost pigefrokost damefrokost aftenselskab kaffeslabberas kaffemik teselskab kaffeselskab gilde fødselsdag
Som oftest forbundet med smil, glæde, grin, dejligt samvær og hygge.
Som oftest, ja.
I rigtig mange år har fest været noget jeg helst undgik, gerne ville være foruden, havde svært ved at rumme. Noget, der krævede enormt meget af mig, drænede mig og som jeg helst så overstået så hurtigt som muligt.
Samvær med en masse andre mennesker jeg ikke alle sammen kender, har været noget, jeg på ingen måde har set frem til at skulle deltage i i hvert fald 10år.
Men jeg har nok aldrig rigtig haft det rigtig godt med det. I hvert fald ikke efter jeg blev "voksen" og ikke længere kunne rende ud og lege når maden var spist.
For det er der, at jeg ikke længere ved hvordan jeg skal opføre mig..
Eller jo, jeg ved godt hvordan jeg skal opføre mig, men jeg kan bare ikke finde ud af det..
Small talk. Løs snak med fremmede mennesker om hvad der nu ellers lige rører sig i verden.. Vejret, livet, ... Jeg er altid endt med at sidde uden at ane hvad jeg skulle finde på at snakke om..
"Nå, hvad laver du så?", kan spørgsmålet fra en endnu ukendt sidemand så være... Og hvad skal jeg svare til det?
De sidste 6 år har jeg været førtidspensionist, inden da var jeg sygemeldt i godt 2 år med diverse arbejdsprøvning, kurser osv.
Siger jeg noget om det, stopper samtalen ofte ret hurtigt og resten af aftenen vil sidemanden ihærdigt forsøge at undgå at have flere samtaler med mig. For det er det, der oftest er mit problem;
Det, jeg kommer til at snakke om er jo det, der fylder og det har længe været andet og dybere end de samtaler der normalvis bliver ført til sådanne arrangementer; Min søns problemer grundet hans diagnoser, kommunens besparelser og hvordan det påvirker min søn, min egen sygdom og hvilke problemstillinger det giver mig, eksens forventning om samarbejde trods gentagne verbale angreb og nedladende kommentarer fra hans side..
Small talk er ikke noget der falder mig naturligt. Det er meget nemmere for mig at være mig selv og fortælle om mit liv på godt og ondt uden at skulle holde mig til den mere overfladiske del af det. Jeg vil også meget hellere bruge en hel aften på en lang, dyb snak med en enkelt person om hvad der nu måtte fange os end at cirkulere rundt mellem gæsterne, kun skimme overfladen og ikke rigtig lære nogen af dem jeg har snakket med at kende.
I takt med at jeg blev presset mere og mere i mit liv med flere udfordringer end jeg kunne overkomme og ingen åbenbare løsninger, blev mit overskud gradvist mindre og mindre indtil filmen endelig knækkede helt for mig i 2008.
Stress-depression, sygemelding, psykiater, antidepressiver, kronisk belastningsreaktion.
Begynde helt forfra. Svært ved at overkomme den kæmpe opgave det var for mig dengang at sørge for at få drengene op, i tøjet og af sted i skole med madpakker, de rigtige bøger, huske gymnastiktøjet, huske fødselsdagsgave, sørge for at få luftet hundene, købt ind, lavet aftensmad, badet og puttet drengene bare for at gøre det hele igen næste dag.
Jeg magtede intet. Evnede ikke andet end det ALLERMEST nødvendige. Bad blev udskudt så længe som muligt, det samme med rengøring, tøjvask og oprydning. Jeg sov når drengene var i skole, gik i seng så snart de var puttet og efter skilsmissen sov jeg bare når de var ved deres far.
Sociale sammenkomster krævede enorme anstrengelser af mig og jeg deltog kun i de allerhøjst nødvendige af slagsen; alt vedr. drengene - skolefester, julehygge, klassefødselsdage mm samt juleaften, fødselsdag hos den allernærmeste familie og sommerfest i netværksgruppen.
Deltog, men oftest kun på sidelinien. Gik ofte for mig selv undervejs for overhovedet at kunne overkomme det og måtte mange gange kaste håndklædet i ringen og gå hjem længe før alle andre.
Årene gik, overskuddet blev langsomt bedre, jeg blev stille og roligt i stand til at overkomme mere og mere og var i stand til at deltage lidt mere aktivt i arrangementerne.
I sommeren 2013 var jeg til et bryllup sammen med min daværende kæreste og hans to piger.
Til receptionen var jeg i stand til at være med i knap en time og til selve festen var tallerkenerne fra forretten ikke engang taget ud af bordet før jeg ikke kunne rumme mere. Var nødt til at gå ud og finde et sted jeg kunne være alene, hvor jeg kunne samle mig, trække vejret dybt inden jeg igen kunne vende tilbage til festen.
Men jeg kunne ikke. Kunne ikke gå tilbage. Tårerne trillede ned ad kinderne på mig og uanset hvor meget jeg forsøgte, så kunne jeg ikke få dem til at stoppe.
Jeg fik fat i kæresten, fik nøglerne til bilen og sad de næste 7 timer ude i bilen mens tårerne bare trillede ned ad kinderne på mig.
Jeg ville SÅ gerne have været med til festen, ville SÅ gerne have siddet ved siden af kæresten og smilet til ham med min hånd i hans. Grine over taler og sange og snakket med dem jeg kendte og måske tilmed mødt nye mennesker..
Men alt jeg var i stand til var at sidde ude i bilen mens tårerne trillede ned ad kinderne på mig.
Jeg har ingen ide om hvad jeg tænkte på. Jeg er slet ikke sikker på at jeg tænkte på særlig meget. Jeg ved at hver gang jeg prøvede at "tage mig sammen", tage en dyb vejrtrækning, tørre tårerne bort for at vende tilbage til festen, så var det som om en ny bølge tårer kom væltende og begyndte at skylle ned ad mine kinder. Jeg endte med at sidde ude i bilen indtil kæresten og pigerne var klar til at tage hjem. Jeg fik ikke sagt farvel til nogen, ikke engang brudeparret. Jeg kunne ikke få tårerne til at stoppe længe nok og endte med at køre væk i ly af mørket.
Jeg følte mig SÅ ussel. At jeg ikke engang kunne sige pænt farvel, ikke kunne udvise den selv mindste smule pli, men var nødt til at liste væk som jeg var bedøvende ligeglad med det hele.
Følte mig SÅ ussel da vi kørte derfra og håbede ALDRIG jeg skulle ende i en lignende situation en anden gang.
Ønskede ikke at føle mig så ussel igen.
Det er den sidste fest jeg har været med til - bortset fra de sociale arrangementer i forbindelse med drengene og sommerfesterne med min netværksgruppe.
Indtil i dag altså.
I dag har jeg været til 50- års fødselsdags åbent hus.
Jeg har snakket, grinet, hygget mig i selskab med en masse dejlige mennesker. Nogle jeg kendte i forvejen, men også nogle jeg ikke kendte i forvejen.
Jeg havde tilmed lovet at jeg ville komme. Fordi jeg skulle tage fødselarens hunde med mig hjem efterfølgende så de ikke stod og gøede hele dagen.
Vogntoget er nået helt op til toppen på rutsjebanen, det kører langsomt rundt i et sving før det kommer hen til den første og den største bakke på turen. Forenden af den forreste vogn er nu henne ved starten af den lange, stejle bakke nedad. Nu kører den udover og begynder at trække resten af vogntoget med sig. Vogntoget sætter i gang og turen begynder for alvor.
Følelsen af at være ved at dø af skræk, panikken over om vognen bliver på sporet, spændingen i at prøve en vild forlystelse og den kildende følelse der når hele vejen ned i tæerne mens vognene farer ned af den ene skrækindjagende bakke efter den anden mens lyden fyldes med skrig af fryd blandet med rædsel.
Den følelse sidder jeg med lige nu.
En lykkerus over at noget, der så længe har været så enormt svært, og i lange perioder nærmest helt umuligt, nu ikke har været det mindste problem for mig at deltage i i dag.
Jeg har mange gange svært ved at se og fornemme, om jeg stadig rykker mig, om jeg stadig gør fremskridt og tvivler ofte på, at jeg nogensinde kommer videre.
I dag er jeg ikke i tvivl. Jeg rykker mig stadig, jeg gør stadig fremskridt, jeg er endnu ikke ved endestationen. Jeg er kun lige begyndt.
