Torsdag. Dagen før stor bededag.
Mand og unger er sendt af sted til arbejde og skole.
Tossen sidder i sofaen med kaffen og summer over livet.
Summer over livet.
Hverdagen, der frem over vil være helt anderledes end den har
været de forgående 7 måneder.
I 7 måneder har alt været vendt på hovedet.
Intet har været som det var.
Der har været tosomhed, familietid, samvær, samspil og
udvikling.
Men ingen ensomhed.
Ingen alenetid.
Tid til at sidde og sumpe, falde i staver, tid uden opgaver.
At der er gået 7 måneder, har jeg svært ved at forholde mig
til. Synes det er gået hurtigt og så alligevel ikke. For samtidig
med at jeg føler tiden er fløjet, er der samtidig sket uendeligt
meget at jeg har svært ved at få det til kun at fylde 7mdr.
Tiden er en forunderlig størrelse.
Carsten startede på arbejde i går, hvilket gav mig min første
Lena dag i mange måneder.
Dette lufthul gav mig mulighed for at være og kun at skulle
forholde mig til mig og hvad jeg havde behov for.
Herligt.
Mulighed for at snakke i telefon, sove, danse, synge, skrige,
græde, grine.. Gøre lige hvad der passede mig.
Dette er begyndelsen på et nyt kapitel for Carsten og mig. At bo
sammen uden at være sammen hver time i døgnet. Ham på arbejde, men
jeg passer på mig selv derhjemme, ved en veninde, i gang med et nyt
projekt eller dybt begravet under dynen.
Samtidig er det første gang siden jeg startede på Ritalin jeg
får alenetid. Sidst jeg havde dagene for mig selv, brugte jeg
størstedelen af dem på at sove, sumpe, slappe af, prøve på at
tage mig sammen eller konstatere jeg ikke kunne andet end bare a
være.
Sådan er det ikke længere.
Dagene er siden januar gået med næsten alt andet end det.
Jeg glæder mig til at se, hvad sommeren kommer til at byde på.
Drengene, der vokser, lærer, lever og udvikler sig.
De er kommet til et punkt, jeg længe har forberedt mig på, men
aldrig har haft svaret på, hvordan jeg skulle takle det:
Skillevejen
Hvor Lukas begynder at overhale Martin. Når Lukas ikke længere
idealiserer sin storebror, men i stedet for ser ham som det, han er:
kringlet, anderledes, atypisk og rigid.
Hvor Lukas før var eftergivende og føjede Martin og hans luner,
siger han nu fra og vælger Martins selskab fra.
Der opstår konflikter, fordi Lukas frustreres over Martins
manglende indsigt i andres behov og Martin forstår ikke
lillebroderens afvisende attitude.
Det, Martin længe har oplevet i forbindelse med almindelige børn,
han møder på en legeplads eller i andre sociale situationer,
begynder han også at opleve i forhold til Lukas.
Manglende forståelse, manglende rummelighed, manglende accept af
det anderledes, og det må være uendelig svært at forholde sig til.
Jeg guider og rummer det bedste jeg har lært, sætter grænser og
forklarer. Men uanset hvor meget jeg vil, er det noget, de selv er
nødt til at gennemgå.
Jeg accepterer at Lukas siger fra overfor Martin, men accepterer
på ingen måde hans raserianfald over Martin. Jeg trøster Martin
når han er blevet valgt fra, men lader ham stadig blive afvist næste
gang igen. Det er i mine øjne den eneste måde han vil kunne forstå
det på.
Samtidig har Martin, efter han er begyndt på Ritalin, rykket sig
voldsomt på mange områder. Hvor han før ikke kunne rumme
forklaringer på, hvorfor tingene er som de er, forstår og forholder
han sig nu til dem og ræsonnerer over det, han bliver fortalt.
Haven, der bærer tydeligt præg af den manglende struktur i
tossens hoved, der har igangværende projekter overalt, man kigger
sig omkring. Bålstedet, dammen, bedet under pilen, de to nysåede
høje, den høje terrasse, drivhuset, plankeværk, husets mure og
træværk, vinduet i kvisten, potterne overalt på gårdspladsen
blandt andet.
Der skal graves, lægges sten, bygges op, plantes om, plantes ud,
flyttes rundt, samles, luges, males og knokles på adskillige planer.
Der er mange forskellige slags opgaver, så uanset hvad humøret er
til, kan man finde noget, der passer dertil.
Samtidig med alt, det, der afventer snarlig opmærksomhed, opdager
jeg at årets første høst er undervejs. Rabarbrene er stille og
roligt vokset og står nu store og flotte – klar til at blive
plukket og brugt til tærter, saft, kompot, marmelade og hvad ved
jeg. glassene er samlet gennem hele vinteren. De står klar i skuret
ligesom fryseren er klar til at blive fyldt.
Haven har sin gang, og når startskuddet har lydt, er det bare om
at hænge i og følge med. Jeg følger udviklingen i spirerne i
vindueskarmen dagligt, mens dagene går og alting vokser:
grøntsagerne, solsikkerne, blomster, stauder og ikke mindst
ukrudtet. I det mindste er kaninerne ikke kræsne og spiser også
skvalderkål.
Jeg har for længst erkendt at jeg aldrig bliver den med en
prydhave. Til det er jeg alt for flyvsk. Men en have hvor bare
halvdelen er andet end ukrudt, kunne godt tænkes. Så jeg klør på
– med måde. Højene holder jeg ukrudtsfri, ligesom potter og nu
også bedet under pilen står for skud. Sidstnævnte er godt nok
endnu i sin spæde start, og der er lang vej igen.
Men jeg har ikke travlt og nyder at kunne fordybe mig i en lydbog
mens jeg sidder og nulrer i sneglehøjde.
Mere om det senere.
Dyrene, der er med til at gøre Tossens hus til det, det er: I
konstant bevægelse, udfordrende, atypisk.
Kaninerne er fornærmede. De protesterer højlydt ved at kaste
deres lermadskål ind i burets hegn igen og igen flere gange om dagen
for at gøre opmærksom på sig selv.
De kan se, dufte men ikke nå det dejlige sprøde grønne, der nu
skyder op overalt, og de demonstrerer over deres uretfærdige
fængselsdom.
De mener de er i deres fulde ret til at blive lukket ud af buret,
sådan at de kan hoppe rundt i haven og græsse af alle disse
dejligheder.
De føler sig dybt krænket over deres nuværende bolig: 6m2 bur
med dertilhørende halmhule med rigelig plads til dem alle. Jord at
grave i, halm og hø at ligge i – både inde og ude, frisk grønt
serveret flere gange dagligt, foder, brød og andre lækkerbiskner
rettet an til dem i buret.
I går opdagede jeg endnu et af deres flugtforsøg. Hvor de hidtil
har forsøgt sig med at grave sig ud under buret, var deres metode
denne gang en anden. De havde slet og ret gnavet sig igennem den
nederste planke, der holdt hegnet mod jorden, og var kun få
øjeblikke fra friheden, da jeg så deres forehavende. En stor sten
fra bålpladsen stoppede flugten for denne gang.
Naboerne grinede over mine eder, men måtte give mig medhold i at
de ikke sådan var til at holde på.
Kattene, der har fået hele nabolagets hankattes opmærksomhed til
stor irritation for Zeus, der energisk og meget ihærdigt prøver at
holde dem på afstand.
Ikke at det hjælper meget i det lange løb.
Ikke så snart Zeus har forladt baghaven, før de enerverende
hankatte er på vej ind over rækværket igen. Jeg tror ikke helt
Zeus forstår, hvorfor dette rend. Jeg har i hvert fald opgivet at
forklare ham det.
Men det er forår, vores hunkatte er blevet voksne over vinteren,
og det tiltrækker hankatte. Sådan er det bare.
Kan så prise os lykkelige for at det kun er denne ene gang det
bliver et problem. Aftalen er at de får et kuld, hvorefter vi lader
dem sterilisere.
Og nej, det har jeg heller ikke fortalt Zeus.
Dværghamstrene er godt nok nogle af husets mindste beboere, men
ikke desto mindre nogle af dem, der giver flest grå hår..
Den ene af dem i hvert fald.
Phoebe er stadig den eneste, der reelt er til at snakke med, tage
op og fodre, mens Alvin enten leger gemmeleg eller fangeleg.
Tager Lukas ham ud af buret, ender det som oftest med en oprydning
inde på værelset, idet hele gulvet tømmes for legetøj i jagten på
en løbsk Alvin.
I går da Lukas skulle sige godnat til dem, var han ikke at finde
i sit bur...
Igen måtte vi i gang med en større oprydning, før vi kunne
kigge efter om han havde gemt sig et sted på værelset, eller om han
havde udvidet skovturen til resten af huset, hvor kattene jo også
befinder sig.
10 nervedirrende minutter gik før vi fik øje på ham og endnu
lidt før han igen var i sikker varetægt i andet bur, hvor jeg ved
Gud stadig håber han er.
Derudover har han vist heller ikke fundet ud af, at det er ham,
der er hannen og dermed ham, der skal gøre tilnærmelser til Phoebe.
Zeus har ændret sig markant siden Thor blev aflivet.
Han virker meget gladere, mindre opfarende, medmindre en hankat
vover sig ind på hans domæne. Han kommer bedre ud af det med de
forbipasserende såvel hunde som personer og han lader på ingen måde
til at savne Thor.
Huset er blevet mere roligt, kattene kommer meget bedre ud af det
med Zeus nu og det giver en samlet konklusion på at det var det
bedste der blev gjort, selvom det var en meget hård og svær
beslutning.
