Torsdagstanker

Torsdag. Dagen før stor bededag.
Mand og unger er sendt af sted til arbejde og skole.
Tossen sidder i sofaen med kaffen og summer over livet.
Summer over livet.


Hverdagen, der frem over vil være helt anderledes end den har været de forgående 7 måneder.
I 7 måneder har alt været vendt på hovedet.
Intet har været som det var.
Der har været tosomhed, familietid, samvær, samspil og udvikling.
Men ingen ensomhed.
Ingen alenetid.
Tid til at sidde og sumpe, falde i staver, tid uden opgaver.
At der er gået 7 måneder, har jeg svært ved at forholde mig til. Synes det er gået hurtigt og så alligevel ikke. For samtidig med at jeg føler tiden er fløjet, er der samtidig sket uendeligt meget at jeg har svært ved at få det til kun at fylde 7mdr.
Tiden er en forunderlig størrelse.
Carsten startede på arbejde i går, hvilket gav mig min første Lena dag i mange måneder.
Dette lufthul gav mig mulighed for at være og kun at skulle forholde mig til mig og hvad jeg havde behov for.
Herligt.
Mulighed for at snakke i telefon, sove, danse, synge, skrige, græde, grine.. Gøre lige hvad der passede mig.
Dette er begyndelsen på et nyt kapitel for Carsten og mig. At bo sammen uden at være sammen hver time i døgnet. Ham på arbejde, men jeg passer på mig selv derhjemme, ved en veninde, i gang med et nyt projekt eller dybt begravet under dynen.
Samtidig er det første gang siden jeg startede på Ritalin jeg får alenetid. Sidst jeg havde dagene for mig selv, brugte jeg størstedelen af dem på at sove, sumpe, slappe af, prøve på at tage mig sammen eller konstatere jeg ikke kunne andet end bare a være.
Sådan er det ikke længere.
Dagene er siden januar gået med næsten alt andet end det.
Jeg glæder mig til at se, hvad sommeren kommer til at byde på.

Drengene, der vokser, lærer, lever og udvikler sig.
De er kommet til et punkt, jeg længe har forberedt mig på, men aldrig har haft svaret på, hvordan jeg skulle takle det:
Skillevejen
Hvor Lukas begynder at overhale Martin. Når Lukas ikke længere idealiserer sin storebror, men i stedet for ser ham som det, han er: kringlet, anderledes, atypisk og rigid.
Hvor Lukas før var eftergivende og føjede Martin og hans luner, siger han nu fra og vælger Martins selskab fra.
Der opstår konflikter, fordi Lukas frustreres over Martins manglende indsigt i andres behov og Martin forstår ikke lillebroderens afvisende attitude.
Det, Martin længe har oplevet i forbindelse med almindelige børn, han møder på en legeplads eller i andre sociale situationer, begynder han også at opleve i forhold til Lukas.
Manglende forståelse, manglende rummelighed, manglende accept af det anderledes, og det må være uendelig svært at forholde sig til.
Jeg guider og rummer det bedste jeg har lært, sætter grænser og forklarer. Men uanset hvor meget jeg vil, er det noget, de selv er nødt til at gennemgå.
Jeg accepterer at Lukas siger fra overfor Martin, men accepterer på ingen måde hans raserianfald over Martin. Jeg trøster Martin når han er blevet valgt fra, men lader ham stadig blive afvist næste gang igen. Det er i mine øjne den eneste måde han vil kunne forstå det på.
Samtidig har Martin, efter han er begyndt på Ritalin, rykket sig voldsomt på mange områder. Hvor han før ikke kunne rumme forklaringer på, hvorfor tingene er som de er, forstår og forholder han sig nu til dem og ræsonnerer over det, han bliver fortalt.

Haven, der bærer tydeligt præg af den manglende struktur i tossens hoved, der har igangværende projekter overalt, man kigger sig omkring. Bålstedet, dammen, bedet under pilen, de to nysåede høje, den høje terrasse, drivhuset, plankeværk, husets mure og træværk, vinduet i kvisten, potterne overalt på gårdspladsen blandt andet.
Der skal graves, lægges sten, bygges op, plantes om, plantes ud, flyttes rundt, samles, luges, males og knokles på adskillige planer. Der er mange forskellige slags opgaver, så uanset hvad humøret er til, kan man finde noget, der passer dertil.
Samtidig med alt, det, der afventer snarlig opmærksomhed, opdager jeg at årets første høst er undervejs. Rabarbrene er stille og roligt vokset og står nu store og flotte – klar til at blive plukket og brugt til tærter, saft, kompot, marmelade og hvad ved jeg. glassene er samlet gennem hele vinteren. De står klar i skuret ligesom fryseren er klar til at blive fyldt.
Haven har sin gang, og når startskuddet har lydt, er det bare om at hænge i og følge med. Jeg følger udviklingen i spirerne i vindueskarmen dagligt, mens dagene går og alting vokser: grøntsagerne, solsikkerne, blomster, stauder og ikke mindst ukrudtet. I det mindste er kaninerne ikke kræsne og spiser også skvalderkål.
Jeg har for længst erkendt at jeg aldrig bliver den med en prydhave. Til det er jeg alt for flyvsk. Men en have hvor bare halvdelen er andet end ukrudt, kunne godt tænkes. Så jeg klør på – med måde. Højene holder jeg ukrudtsfri, ligesom potter og nu også bedet under pilen står for skud. Sidstnævnte er godt nok endnu i sin spæde start, og der er lang vej igen.
Men jeg har ikke travlt og nyder at kunne fordybe mig i en lydbog mens jeg sidder og nulrer i sneglehøjde.
Mere om det senere.


Dyrene, der er med til at gøre Tossens hus til det, det er: I konstant bevægelse, udfordrende, atypisk.
Kaninerne er fornærmede. De protesterer højlydt ved at kaste deres lermadskål ind i burets hegn igen og igen flere gange om dagen for at gøre opmærksom på sig selv.
De kan se, dufte men ikke nå det dejlige sprøde grønne, der nu skyder op overalt, og de demonstrerer over deres uretfærdige fængselsdom.
De mener de er i deres fulde ret til at blive lukket ud af buret, sådan at de kan hoppe rundt i haven og græsse af alle disse dejligheder.
De føler sig dybt krænket over deres nuværende bolig: 6m2 bur med dertilhørende halmhule med rigelig plads til dem alle. Jord at grave i, halm og hø at ligge i – både inde og ude, frisk grønt serveret flere gange dagligt, foder, brød og andre lækkerbiskner rettet an til dem i buret.
I går opdagede jeg endnu et af deres flugtforsøg. Hvor de hidtil har forsøgt sig med at grave sig ud under buret, var deres metode denne gang en anden. De havde slet og ret gnavet sig igennem den nederste planke, der holdt hegnet mod jorden, og var kun få øjeblikke fra friheden, da jeg så deres forehavende. En stor sten fra bålpladsen stoppede flugten for denne gang.
Naboerne grinede over mine eder, men måtte give mig medhold i at de ikke sådan var til at holde på.

Kattene, der har fået hele nabolagets hankattes opmærksomhed til stor irritation for Zeus, der energisk og meget ihærdigt prøver at holde dem på afstand.
Ikke at det hjælper meget i det lange løb.
Ikke så snart Zeus har forladt baghaven, før de enerverende hankatte er på vej ind over rækværket igen. Jeg tror ikke helt Zeus forstår, hvorfor dette rend. Jeg har i hvert fald opgivet at forklare ham det.
Men det er forår, vores hunkatte er blevet voksne over vinteren, og det tiltrækker hankatte. Sådan er det bare.
Kan så prise os lykkelige for at det kun er denne ene gang det bliver et problem. Aftalen er at de får et kuld, hvorefter vi lader dem sterilisere.
Og nej, det har jeg heller ikke fortalt Zeus.


Dværghamstrene er godt nok nogle af husets mindste beboere, men ikke desto mindre nogle af dem, der giver flest grå hår..
Den ene af dem i hvert fald.
Phoebe er stadig den eneste, der reelt er til at snakke med, tage op og fodre, mens Alvin enten leger gemmeleg eller fangeleg.
Tager Lukas ham ud af buret, ender det som oftest med en oprydning inde på værelset, idet hele gulvet tømmes for legetøj i jagten på en løbsk Alvin.
I går da Lukas skulle sige godnat til dem, var han ikke at finde i sit bur...
Igen måtte vi i gang med en større oprydning, før vi kunne kigge efter om han havde gemt sig et sted på værelset, eller om han havde udvidet skovturen til resten af huset, hvor kattene jo også befinder sig.
10 nervedirrende minutter gik før vi fik øje på ham og endnu lidt før han igen var i sikker varetægt i andet bur, hvor jeg ved Gud stadig håber han er.
Derudover har han vist heller ikke fundet ud af, at det er ham, der er hannen og dermed ham, der skal gøre tilnærmelser til Phoebe.
Zeus har ændret sig markant siden Thor blev aflivet.
Han virker meget gladere, mindre opfarende, medmindre en hankat vover sig ind på hans domæne. Han kommer bedre ud af det med de forbipasserende såvel hunde som personer og han lader på ingen måde til at savne Thor.
Huset er blevet mere roligt, kattene kommer meget bedre ud af det med Zeus nu og det giver en samlet konklusion på at det var det bedste der blev gjort, selvom det var en meget hård og svær beslutning.