Kladden af livet

Så er jeg her igen.

På vej mod bunden – måske

Nede under alle omstændigheder. Uden spor af overskud, energi eller ressourcer til at finde ud af, hvad der gik galt.

Jeg ved at efteråret har tæret mere på mig end jeg havde regnet med det ville, men om det er fordi de opgaver jeg har været involveret i har drænet mig eller fordi jeg endnu engang er ude af balance, har jeg ingen idé om.

Alle mine mange små systemer der er med til at hjælpe mig med at finde ud af, om det er det ene eller det andet, der er galt, har jeg ikke fået holdt ved lige.

Jeg er underlagt en vis mængde daglige, faste, nødvendige rutiner, der set over et længere forløb, kan give mig et praj om, hvad der sker.

Men da intet reelt mangler, går i stykker eller forårsager store ulykker, såfremt jeg ikke lige husker dem, orker dem, føler jeg har behov for dem, ender det med at det løber ud i sandet for mig.

Jeg har frabedt mig andres venlige, bestemte og styrende påmindelser om at jeg jo skal huske det, om jeg nu har gjort som jeg skulle og jeg sidder nu i saksen.

Opdaget fordi den stille hældning ned mod bunden ikke blev opdaget i tide..

Jeg ærger mig over afsløringen, irriteres over det faktum at jeg selv har placeret mig hernede og frustreres vildt over at jeg nu igen har udsat mine nærmeste for at skulle trækkes med en tosse, der igen igen er ude af balance, uden overskud og energi, uligevægtig og formodentligvis ene og alene fordi hun ikke lige følte for at holde styr på sin sygdom.

Sikke et fjols!

Men hvad er det så for små rutiner tossen mente hun kunne klare sig foruden, og som nu har medført at hun formodentligvis skal bruge resten af vinteren på at rette op på?

-Give hver dag en karakter. Liggende i sengen ved dagens afslutning, tages dagbogen frem og der noteres et tal mellem 1 og 10, der kort gengiver netop den dag.

Havde dette været gjort, kunne hun nemlig have set nedturen i den spæde start og have reageret på det. Men jeg havde ingen karakterer at gå ud fra, hvorfor jeg heller ikke kunne se, hvor det var på vej hen.

Sindet har det nemlig med at forlede en. Enten ved at overbevise om at det hele er noget lort, eller – som i mit tilfælde – at det kører nogenlunde, og det, jeg oplevede, kun var små huller i vejen..

-Skrive dagbog når hovedet var fyldt og trængte til at blive tømt og aflastet.

Åbne for posen og nedfælde hvad end der nu måtte trænge til at komme ud.

Men det var jo ikke produktivt nok for mig. Jeg vidste at brugte jeg energien på dette, var sandsynligheden for at jeg derudover magtede at blogge forsvindende lille.

Meget af det, mit hoved er fyldt med og som giver mig problemer med at falde i søvn. Som ender med at fostre sindsoprivende, frustrerende, drænende og virkelighedsnære drømme, der gør at jeg vågner mere træt og udmattet end aftenen før. Som gennem dagen flimrer forbi i brudstykker og afleder min opmærksomhed fra det, jeg ellers havde gang i, er netop blogge, tanker og indsigt i mit inderste jeg.

Eller det er i hvert fald hvad jeg tror, det er.

Men det er intet værd som det farer rundt, viklet ind i alle de andre tanker. Så er det kun forvirring, en kæp i hjulet, en hindring for mig.

Jeg frustreres over mit indres gordiske knude. Leder febrilsk efter en ende jeg kan begynde fra, men støder til stadighed kun på knuder filtret ind i hinanden.

Jeg forestiller mig at jeg sidder i en hytte langt, langt væk fra virkeligheden. Ude i det rene ingenting. Ikke udstyret med andet end et skriveprogram og masser af havregryn.

Havregrynet kan holde mig mæt, fyldt og hindre mig i at trave til og fra køkkenet efter diverse lækkerier, der skulle gemme sig i hjørnerne.

Her – udenfor rækkevidde – ville jeg kunne tømme mit hoved. Her ville jeg kunne finde starten og få løst op i mit indre. Få nedfældet alle de historier der gennem årene har hobet sig op, men som jeg ikke har formået at stykke sammen og nedfælde fordi hverdagen konstant har afbrudt mig.

Når jeg så igen satte mig ned for at fortsætte hvor jeg slap, var tråden væk og alt, jeg kunne finde var knuder, stumper, banaliteter og kaos.

Som barn når jeg i dansk skulle skrive stil, fik vi fortalt af læreren (lærererne, jeg har hørt det af flere), at det var vigtigt at have en disposition. At når den var lavet, var det meget nemmere at skrive stilen. Når så kladden var skrevet, skulle man tage en pause fra skriverierne, for derefter at vende tilbage til det og gennemlæse den. Så ville man være tilpas objektiv til at kunne se evt. fejl og mangler i det, man havde skrevet.

Jeg prøvede, ved Gud jeg prøvede..

Men lige lidt hjalp det.

Jeg endte altid med at lave dispositionen efter stilen var skrevet, og oftest sprang jeg kladden over. Gennemlæsning tror jeg aldrig jeg har magtet.. Det var alting noget, der i mit hoved var unødvendigt og som kun tog tid.

Når jeg havde læst de emner vi havde fået udleveret, vi kunne skrive om, var stilen der som oftest med det samme. Så var det bare om at få den skrevet.

Nu er problemet vel bare at det er alt for mange år siden jeg har skrevet en stil, så de er blevet hængende og har med tiden udviklet sig til en stor omgang volapyk, hvis ikke de igen bliver viklet ud af hinanden og nedfældet som det var tiltænkt dem.

Her er så sagen i en nøddeskal.

Min dagbog, der når jeg skriver i den og tømmer mit hoved for det, der forstyrrer lige her og nu er den kladde jeg aldrig orkede at skrive.

Jeg gider ikke lave dobbeltarbejde, hvis jeg kan undlade, og det kunne jeg jo engang.

Jeg vil hellere bare springe dagbogsskriverierne over og gå direkte til de ”rigtige” historier.

Dem, der skriger efter at blive fortalt, nedfældet og komme til deres ret. Dem, der giver indsigt, mening og ikke bare er en tosses fortvivlede forsøg på at opnå en nattesøvn uden kaos og drømme.

Jeg kommer ikke tættere på løsningen i denne omgang. Konstateringen må være nok for nu.

Tiden ved lægen er bestilt

Den dejlige er klar over situationen og er ved min side

Jeg er ikke nede i de sorteste af de sorteste afkroge, og jeg kommer heller ikke derned.

Det stopper nu.

Jeg er her stadig

Jeg har altid et valg

Jeg vil.