Hvem sagde hverdag?

Skulle ned til W i går for at hente hendes aflagte kogeplade. Det var det eneste, der var planlagt.

W havde så en plan. Først hente noget, hun havde bestilt, derefter i søstrene Grenes og til sidst i Genbrugsland og kigge. Skide hyggelig tur og jeg fandt masser af gode ting. Ja, en dyr dag, men ikke når man ser på hvad jeg havde med hjem. 

På vej tilbage til W igen var vi forbi Von Dyt efter frugt han havde taget med hjem til W fra sit arbejde, som hun så gav mig noget af.

Hjemme ved W pakkede vi min bil, og jeg kørte.... 

10 meter, hvorefter jeg måtte stoppe, fordi der kom en ikke-god lyd fra den. Det viste sig at udstødningsrøret var knækket helt nu og lå fra knækket ved motorblokken og hen midt under bunden af bilen nede på jorden. Et af gummiophængene var også gået...

Nå, ind og ringe efter autohjælp. Det ville tage en time. Ok. Hygge indtil da og liiiiige pakke lidt flere ting i bilen imens. 

Fik givet drengene og C besked om min forsinkelse og så var der ikke ret meget andet at gøre ved det end at nyde den ekstra tid med W og Co.

Autohjælp kom og da han hørte hvor jeg skulle hen, gik han fluks i gang med at lappe udstødningen sammen, så han slap for at køre mig og dytten hjem.

Bilen blev fikset og jeg begav mig hjemad. 

Undervejs begyndte benzinlampen at lyse, men jeg vurderede at jeg ville kunne nå hjem inden den løb tør. Efter Århus begyndte jeg dog at have mine tvivl, hvorfor jeg planlagde at køre fra ved næste afkørsel og tanke.

Det nåede jeg desværre ikke.. Halvvejs nede af afkørslen, gav bilen op og jeg skubbede den resten af vejen ned af afkørslen. Ringede til C, der kom med ekstradunken vi har (som ellers bliver brugt til plæneklipperen)

Så var det ellers bare at tanke.... Og dog..

For dunken havde ikke det der ekstra rør, som sørger for at klappen for benzin indgangen ikke lukker af, havde vi ikke, og jo, min bil havde klap for hullet...

Først prøvede vi med en kuglepen, men den var for kort.

Så prøvede vi at knække vinduesviskeren til bagruden af, da den alligevel ikke virkede, men den sad urokkelig fast trods flere forsøg.

Så kom C på den geniale idé: Antennen på bilen!

Så mig skrue bilantenne af, stikke den ind og holde klappen, mens C hældte benzin i med hjælp fra en plasticlommefoldet som tragt...

Ja, det så virkelig ynkeligt ud..

Men det virkede!

Vel færdige skulle antennen så på plads, men ikke uden den lige satte sig fast mellem klappen og selve benzinhullet.

Alt ender godt, og antennen kom tilbage på sin plads, jeg får transporteret mig hen til en benzintank, får tanket og kommer hjem. 

Køkkenet bliver i løbet at meget kort tid fyldt med alle de ting, jeg havde erhvervet mig i løbet af dagen, men som jeg på nuværende tidspunkt ikke orker at gøre mere ved lige nu. 

Da så sengetiden kommer for drengene, opdager vi at Phoebe, L's første og ældste hamster er afgået ved døden. Det er forbandet trist, da hun virkelig var en ener blandt hamstre.

Der bliver grædt, sørget, snakket, krammet og puttet før han endelig sover, og jeg dermed har fri for en efterhånden lang dag.

Lang, hård, mange uventede ting, men stadig god.

Mig i en nøddeskal - nu med egern

Jeg er og bliver hende, der har for vane med at kaste mange bolde op uden tanke for hvem, der skal gribe dem igen. jeg har det med at søsætte flere ting på én gang – eller indenfor samme periode uden tanke for at det måske kunne ende med at blive lidt for overvældende for mig.
Fordi når jeg kigger på det enkelte projekt synes det ikke så stort og uoverskueligt ud, heller ikke med mit svingende overskud in mente, men når man tager alle de små projekter og lægger dem sammen, tilføjer de der hverdagsopgaver, blander det med kriserne og de uforudselige opgaver og så ender med liiiige at drysse lidt ”egern” ovenpå, så er det lig med kaos.

Det kan vælte mig af pinden bare at tænke over det, fordi alle tingene roder rundt i hovedet i en stor pærevælling, og jeg har hammersvært ved at finde hoved og hale i tingene og nedbringe bunken ved at håndtere én ting ad gangen.
Jeg løber imod min første hindring allerede inden jeg er begyndt.
Jeg får et kick hver gang jeg får styret nogle opgaver af og kan strege nogle af mine projekter ud på min liste, men kommer tit til at hvile på laurbærbladene efter sådan en succes, så jeg ender med at være færdig med nogle projekter, men i stedet for er langt bagud i alle hverdagsopgaver, og så er det sgu lige meget.

Jeg forsøger stadig at finde ”mit” system. Det, der kan fratage mig for mit tankekaos med masser af frustrationer og faldgruber jeg nu nærmest svømmer rundt i.
Få placeret mine projekter i en bog, på en liste eller skrevet op på en tavle, så jeg ikke skal passe på dem og minde mig selv om den for ikke at glemme dem eller miste fokus. Men alle mine forsøg har indtil videre ikke virket 100% efter hensigten.
Jo, lister har jeg i hobetal, men i stedet for at skabe ro i hovedet og overblik, er de blot årsag til endnu mere forvirring og systematiserende kaos end før. Jeg tænker, prøver, evaluerer og starter forfra, men endnu er jeg ikke henne ved noget, der kan befri mit hoved for alle disse endeløse forviklinger.
Når jeg sidder i sofaen med min PC og ønsker at skrive dagbog, blogge, sætte ting til salg eller skrive mails kan jeg ikke lade være med at tænke på mit vasketøj, der burde lægges sammen og på plads, køkkenet, der roder, vejret, der indbyder til en lang, frisk tur, badeværelset, der trænger til en omgang og jeg har svært ved at holde fokus på det, jeg ellers havde gang i. Min blog ender med at mangle en slutning, fordi jeg taber tråden, mine mails glemmer jeg at skrive og dagbogen består mest af stikord.
Går jeg derimod og snakker med veninden, er alt, jeg kan komme på at lave, at sidde ved PC'en. Ikke nemt at skrive mens man har en samtale kørende.... Hvorfor kan jeg ikke forholde mig til det, jeg har gang i, fokusere på det, frem for alt det andet og dermed få færdiggjort noget af det, jeg gerne ville have styr på, så jeg dermed har mindre ting i hovedet?
Man skulle tro min underbevidsthed var i gang med at drive mig til vanvid.
Måske er det netop det, den er!
Måske er det, at jeg har opdaget det, sidste del i planen.
Ikke til at vide.
Ikke godt at vide.
Men det VILLE nu være godt at vide..