Dig

Du kom ud. Du måtte bare se mig. Jeg havde det præcis på samme måde. Selvom klokken var 0.30 om natten, måtte vi bare se hinanden.. Vi havde ikke set hinanden i 3 dage, men det føltes som en evighed.. Mine tanker kredsede omkring dig og din krop. Savnede dine kys og dine kærtegn.

Hundene reagerede, da du kørte ind på vejen. Du har været her så mange gange, at de kender lyden på din bil.. De vidste det var dig, og begyndte at gø allerede inden jeg lukkede dem ud.

Vi mødtes i et kram. Ingen ord. Vi stod bare der på trappen i regnen og holdt om hinanden.. Jeg sukkede og du kom med et af dine så velkendte brummelyde.. Alt omkring mig forsvandt. Jeg ænsede ikke andet end dine arme omkring mig, duften af dig i min næse og lyden af dine lyde i mine ører.. Det var fuldendt.. Det øjeblik.. Som så mange andre øjeblikke sammen med dig.

Som så mange gange før, tog vi hundene og gik en tur i natten. Vi kendte alle vejen. Vi havde gjort det så mange gange før. Alt var som det plejede at være, og så alligevel ikke..

Vi gik ad de mørke gader mens vi snakkede om hverdagens små og store begivenheder siden sidst. Dødsfald i vennekredsen gjorde at tingene blev sat lidt i relief for dig, og jeg havde plejet min nyopererede hund, været i IKEA den dag alle dankort automater var gået i sort.. Underlige, anderledes oplevelser, men alligevel ikke meget andet end det, vi var vant til at opleve og fortælle hinanden om på disse natlige spadsereture gennem byen..
Regnen dalede stille ned mens vi gik gennem gaderne..

Da vi kom hjem igen, opstod der ligesom et ophold i natten.. Hvad nu? Skulle vi sætte os i sofaerne med vores bærbare, tage en kop kaffe eller? For der var jo noget, der var helt og aldeles anderledes denne gang. Vi havde bare endnu ikke nævnt det nogen af os..
Det blev klokken, der valgte for os og mig, der sagde det: ”Lad os gå op i seng.”
Vi lagde os i sengen, som vi også havde gjort så mange gange før.. Og alligevel føltes denne gang som noget specielt.. Der var en spænding i luften.. En energi, af noget usagt, der hang over denne nat. Vi vidste det begge, og mens vi trak gardinerne for, slukkede lyset og rystede puden, blev der ikke vekslet mange ord.

Vi lagde os under dobbeltdynen og nærmede os hurtigt hinanden. Vi mødtes i et kys og vores hænder gik på opdagelse på hinandens kroppe.

Jeg lod mine fingre kærtegne din ryg. Lod dem løbe ned langs rygsøjlen og alle de velkendte kurver. Lod mine fingre glide gennem dit tykke, korte hår. Tog fat og trak dit hoved let tilbage mens jeg bed let i din hals. Du gispede og det gøs i dig af nydelse. Jeg kendte alle dine erogene zoner. Vidste præcis hvordan jeg skulle pirre dig og føre dig af sted på den ene bølge af lyst efter den anden. Og du kendte mine. Vidste lige hvor meget jeg nød at mærke dine hænder, hvor jeg sitrede efter dine læber og hvornår jeg kun tændte mere når du lod dine negle begrave sig i min ryg.

Duften af dig, din krop og din sved snusede jeg begærligt ind. Kendte duften, elskede den, for jeg forbandt den med dig og at være nær dig. Hårene på din brystkasse kildede mig i næsen mens jeg begærligt prøvede at få det hele med. Din duft, din krop, dine lyde. Alt.

Vi lå så tæt på hinanden som vi overhovedet kunne komme. Vores nøgne kroppe, der kun prøvede at kommer tættere på den anden, higede efter at mærke hinandens berøringer. Vi lå i en kæmpe omfavnelse og vores sanser sugede alt ud af øjeblikket. Intet blev spildt, intet ladt tilbage. Vi sansede kun hinanden. Lige dér, var vi ét. Men kun lige der..

For vi stod ved en skillevej. Det vidste vi begge to. Vi havde nydt hinanden mange gange siden jeg dengang for nu længe siden havde ringet på din dør den allerførste gang. Vi havde leget, været, lært, og udforsket. Jeg havde været i gang med mit livs udvikling, og du havde været med hele vejen.

Helt til nu.

Skillevejen.

Hvad så herfra?

For i nat var ikke som alle de andre gange.. Denne nat var afskedens nat. Vi var ikke længere på samme sti mere. Jeg ville mere. Du kunne ikke.

Vi vidste det godt begge to, og vi holdt fast om hinanden som vi lå der i sengen, som for at holde fast i det, vi havde. Klamrede os til hinanden og prøvede at opleve denne sidste gang så godt som muligt.

For det var sidste gang vi var. Aldrig mere. Intet skulle blive som før. Alt var anderledes.

Efter en tid lå vi bare tæt, tæt sammen med armene om hinanden. Mærkede, var, nød. Havde accepteret at vi havde en ny dagsorden foran os, og var ved at indstille os på den.

Venskab. Ligesom før, og så alligevel ikke. For denne gang var det kun et venskab. Ingen kys, ingen kærtegn.. Ikke mere.  

Uanset hvad der sker herfra, vil jeg mindes tiden med dig som en dejlig tid. Vi har givet hinanden så meget, og jeg tror ikke det stopper her - bare fordi titlen og indholdet bliver ændret.

Jeg sender dig videre på din færd gennem livet og håber jeg forsat vil være en del af det, ligesåvel som jeg håber du forsat vil være en del i mit liv.

Tak for det vi har haft og på gensyn til alt det nye.