Dagen gryr

Jeg er tryg, jeg er rolig, jeg er i ét med nuet. 

Sammen med dig. 
Vi er en.

Du skærmer mig mod omverden og giver mig ro.
Din kærlighed favner mig og lader mig give slip.
Overlader mit panser til dig. For nu.. kun for nu.

Lige nu er vi en.. lige her..
Midt i natten, midt i mørket.
Her kan vi være dem, vi inderst inde er.


Det begynder at lysne i det fjerne. Dagen står på spring.
Fuglene begynder at vågne og med deres triller at byde dagen velkommen.
I takt med dagens fremmarch forsvinder vores samhørighed. 


Dagen kommer imellem os. 


Skiller os ad og beder os tage vores liv på igen, vores verden.
Vi ligger stadig tæt, tæt sammen og prøver krampagtigt at holde fast i natten og dens uendelige kærlighed.
 
Men lidt efter lidt kommer vores liv, vores verden og vi lader os iføre dem.
Vores allerste indre er igen pakket væk, beskyttet mod omverden. Men også mod hinanden.
 
Her, i dagens klare lys, er vi ikke længere dem, vi var i nat. Vores verdner passer ikke sammen.
 
Afstand, ståsted og personlig udvikling er ikke de samme steder.
Vi er her, i den virkelige verden, alt for langt fra hinanden.


Jeg kigger ind i dine øjne, mens de langsomt ændres. Vokser med opgaven, handler, mener og tænker...
Et kort glimt fra tid til anden viser de øjne jeg forsvandt væk i i nat, men kort efter er de væk igen.
 
Jeg lukker døren til mit indre igen, kysser dig ømt og fuld af kærlighed på dine bløde læber og rejser mig op.
 
En ny dag tager sin begyndelse.
 
Vi begiver os ud i den sammen, men hver for sig.