Du har altid et valg

Det er bare ikke altid lige let, det valg, man har..

Troede jeg elskede, troede jeg havde været der.. Troede jeg kendte mig selv og vidste, hvem jeg var..

Der blev jeg klogere.

Jeg vågnede op af min døs og så for første gang i mange år på mig selv, mit liv og så at jeg ikke var der, hvor jeg ville være. At jeg ikke havde været ærlig overfor mig selv i mange år og at mit liv var bygget på en løgn..

Jeg havde flere gange tænkt, at der måtte være noget galt i mit liv siden det kørte som det gjorde.. Men aldrig havde jeg troet det var fordi jeg engang for 13½ år siden havde truffet det forkerte valg..

Men det var det.

Det var den sandhed, jeg nu stod overfor og som jeg derfor måtte forholde mig til..

De sidste to år havde jeg gennemgået mit liv for at finde ud af, hvad der var galt, hvor det var, fejlen lå. Nu havde jeg fundet den, og så måtte jeg gøre noget ved den. Lave om på hvad, der var galt i mit liv.
Kæmpe beslutning, der stod for at skulle tages.. Ikke lige det, man gør hver dag. Ikke mig i hvert fald.. Jeg kunne slet ikke rumme konsekvenserne af denne indsigt jeg nu havde, og hvad det gjorde af kæmpe forandringer i mit liv. Men jeg måtte se at forholde mig til det. Og det snart.

Så jeg gik.

Gik med hunden.

Mange gange.. Lange ture… Alt imens jeg grublede.. Vendte tingene og prøvede at se tingene fra alle sider.. Hver gang med samme resultat..

4 dage.. 4 dage gik jeg sådan. Tænkte, vejede, diskuterede med mig selv, men endte hver gang med samme resultat.. Første indskydelse havde været den rigtige. Jeg måtte sige stop. Måtte bryde ud, slippe fri, komme væk. For en gangs skyld først og fremmest tænke på mig selv.

Tænkte… Det havde jeg ikke gjort i 13½ år.. Taget en egoistisk beslutning baseret ene og alene på, hvad jeg ville og ikke mindst hvad jeg IKKE ville.

Det var mit første spæde voksenskridt mod min frihed. Mod den person, jeg altid har ment jeg var, men som af en eller anden grund holdt sig fanget i et selvgjort fængsel i så mange år, at det slet ikke var til at tro.
Det var min kamp for at vende tilbage til livet. Til glæden. Til lyst ogsmerte, til følelser og lidenskab. Til op og nedture man kunne mærke. Til et liv, der til tider føltes som sad jeg i verdens største rutsjebane og kørte op og ned, rundt og hen i en stor forvikling. Til at få panik over de rædselsfulde bakker og kilden i maven over de fede dele af turen.

Det var det liv, jeg higede efter, det liv jeg ønskede og det liv, jeg forgæves havde søgt efter så mange forkerte steder..

Nu stod jeg foran muligheden. Skulle blot træffe den endelige beslutning og gøre handling ud af mine tanker.

Det gjorde jeg. Onsdag den 3/6 2009 sagde jeg ja til at leve igen.
Jeg valgte mig selv til.

Trods alskens modgang og alverdens problemer har jeg på intet tidspunkt fortrudt den beslutning.

Og kender jeg mig selv ret, kommer jeg nok aldrig til det.

Jeg elsker mit liv.

På godt og ondt.