Jeg er her stadig

Det er sommer. Hun har sommerferie. Hun er på den årlige ferie på Sjælland hos sin mormor sammen med sin mor og hendes nye kæreste.
Det er dagen for den årlige tur i Tivoli for hele familien: mormor, mor, moster, onkel og alle de andre. Starter med at spise sammen. Alle der er interesserede får derefter udleveret hver deres turbånd og så bliver forlystelserne indtaget.
I starten følges hun med sin mor og hendes kæreste. Men de to har kun øjne for hinanden, og ænser ikke hende.
Hun trasker af sted foran dem for ikke at skulle gå og se på dem hele tiden. Hun synes de er pinlige, hun vil ikke kendes ved dem. Hun vil dem egentlig ikke. Især ikke når de kun vil hinanden.
Hun vælger at bryde treenigheden for at komme væk fra dem.
Hun går rundt for sig selv.
Tivoli alene er ikke særlig sjovt. I hvert fald ikke for hende.
Hun er 11 år og føler sig noget så ensom på trods af alle de mennesker, der passerer forbi hende.
Hun passerer glashuset og hurlumhejhuset og så ser hun den.. maskinen.
Hun putter penge i, drejer på pilen trykker håndtaget ned, flytter pilen igen, trykker igen på håndtaget og sådan fortsætter hun.
Flyt-tryk-flyt-tryk…
Færdig! Hun flytter pilen hen til billedet af saksen og trykker igen ned.
Pling.. Skiltet falder ned i bakken under møntindkastet.
Hun tager det op. Kigger på det.
Hun putter det i sin pung, putter pungen ned i sin taske og går videre…
Videre rundt i Tivoli… Alene.


------------------------------


”For sgu da også!” Raser jeg..
Ikke nu igen! *SUK*
Endnu engang ender jeg i en sms ”krig” med eksen over en eller anden latterlig detalje vi er uenige om, og jeg ender sgu altid med at give mig, for ikke at ungerne skal drages ind i det.
Denne gang var det en tvist om, hvilken dag der nu var skiftedag her, mellem jul og nytår.
Jeg troede jeg var børnefri i morgen klokken 9, men ”krigen” fortalte mig, at jeg først er det på onsdag.
Godt så..
Nej, det er sgu ikke fordi jeg helst slap for mine unger. Men eksen mente at mine aftaler var mindre vigtige end dem han havde.. Hvad helv… bilder han sig ind?
Jeg raser inde i mig selv, koger, sprutter, men begynder også at tvivle..
Er det nu mig, der er på galt spor?
Er det mig, der er forkert på den?  Er det flueknepperi, som han skrev?
Tvivlen får min angst til at vælde op i mig. Jeg har brug for at vende det med nogen. Jeg ringer til en veninde, min supervisor og min mor, der alle tre siger det samme: Han er for meget.
Jeg ånder lettet op!
Men angsten er ikke forsvundet. Vreden heller ikke. Og afklaring på ”krigen” er der heller ikke kommet..
Jeg tænker.. hvad skal jeg gøre.
Jeg tager hundene, tager overtøj på og går en tur. Ud i natten.
Musik i ørene for at få jaget angsten på flugt og så bare af sted.
Hundene kender turen og mine fødder det samme.
Da jeg er kommet om det første hjørne stopper jeg op og kigger op.
Det sner
Store fluffy snefnug daler i hobetal ned over byen.
Der er et hvidt lag overalt. Jeg står lidt med ansigtet op mod himlen og lader sneen falde på mine kinder. Jeg smiler.
Hundene trækker i snoren. Vi går. Musikken, sneen, stilheden og den friske luft får mig efterhånden ned på jorden igen. Angsten letter sit tag i mig og jeg kan igen trække vejret uden at føle jeg bliver kvalt. Tårerne står heller ikke længere på spring.
Jeg går videre mens jeg nyder turen som var det en helt ukendt oplevelse for mig. Sanser, snuser og mærker. Mærker blodet vende tilbage til mig, og jeg Smiler.
Da jeg kommer hjem, afslutter jeg ”krigen” med et: ”jeg har ændret mine aftaler, så vi ses på onsdag”.
Jeg har overskud igen. Overskud til at tage imod det, han byder mig endnu engang. Konstaterer at det er hans tab, og min gevinst. Jeg får to ekstra dage med mine dejlige unger, der endelig er ved at være raske.
Jeg kigger på mit venstre håndled. Dér står mit mantra. Mit mantra, som jeg lavede for så mange år siden, og som er lige så endegyldigt for mig nu, som dengang. Som lige siden har fulgt mig i alle de punge jeg har haft, og som i sommers blev foreviget på mit håndled.
”jeg er her stadig”
Og her bliver jeg!