På den anden side

“De sir at det skal glemmes

hvornår vil I forstå

følelser kan ikke tæmmes

som en maskine sættes i stå”

Jeg ved det ikke er ham, der skal gøre mig glad. Ham, der skal gøre mig lykkelig.

At det ikke er ham, der vil være der for mig dag ud og dag ind, støtte mig på de svære dage, og glædes med mig på de gode.

Alligevel kan jeg mærke at jeg stadig ikke er kommet mig helt over hans indtrængen i mit hjerte.

Faktisk langt fra.

Jeg savner at have ham i mit liv. Savner det, vi aldrig fik sammen, men som jeg ustansligt gik og håbede på.

Håbede på at hans kæresteskræk ville lette, og han ville (ind)se hvor godt vi passede sammen.

Håbede på han ville gengælde mine kærtegn, min higen efter ham, mine følelser for ham.

Håbede på at han engang blev min og min alene.

Men jeg var aldrig hans eneste, hans kæreste eje.

Jeg var aldrig hans.

Jeg gik på kompromis med mig selv fra dag 1, og gjorde det uden at blinke. Ville have gjort alt for ham.

Bare han blev min.

Jeg gav ham luft, lod være med at presse ham, lod være med at stille krav.

Gav bare.

Ventede, håbede og ventede endnu mere.

Gik efterhånden mere og mere i stykker indeni.

Fjernede mig mere og mere fra hvad jeg stod for, ignorerede egne følelser.

Mistede mig selv i håbet på at vinde ham.

Men mistede samtidig alt for ham.

For i takt med at jeg gav ham alt, begyndte han at tage mig for givet.

Tog helt uden at tænke på andet end sig selv.

Tog uden at spørge.

Til sidst tog han også min lyst fra mig.

Min lyst til ham. Til at have ham.

Alligevel fylder han stadig i mig.

Ikke ham som person.

Drømmen om ham.

Håbet.

Håbet om at han en dag ville være min.

Min alene.

Sørger som har jeg mistet noget, der reelt var.

Som om han havde været min.

Som der havde været et ”os”

Så det, jeg er ladt tilbage med er en mand, som ikke længere er en jeg har interesse i at have, men som stadig minder mig om den drøm jeg havde i 2 år.

Et venskab er der stadig, og det gør, at han stadig er i min kontaktflade.

Tingene er ikke udredt, afklaret - måske netop fordi det ikke har lige stor betydning for os begge.

Fordi jeg ikke kan stille ham til regnskab for den drøm jeg havde med ham i hovedrollen.

Fordi jeg reelt ikke ved, hvordan jeg skal forholde mig til det her.

Fordi jeg føler mig som et fjols at stå i denne situation.

At begræde noget, der aldrig var.

At savne noget, jeg aldrig har haft.

At sørge trods min uendelige lykke.

For samtidig med denne tilstand har jeg fundet manden i mit liv.

Ham, der vil mig for den jeg er, ham, der elsker mig for den jeg er, og ham, der kan rumme mig, hele mig og som trods alle mine skeletter ikke er blevet skræmt en eneste gang.

Ham, jeg ikke har lyst til at leve uden.

Ham, jeg savner når vi ikke er sammen.

Ham, jeg blev nødt til at flytte sammen med efter at have kendt i 3 måneder stik imod al logik.

Ham, der gør mig hel.

Ham, der gør mig lykkelig.

Ham, der får alt andet til at forsvinde omkring mig når vi ligger tæt, tæt sammen. 

Jeg er hans, og han min. Ingen tvivl om det.

Men jeg slikker stadig mine sår efter ham, jeg aldrig fik.

Sådan er det.

For nu.